Historien om Smedelaugets Oldermandskæde

Roskilde Smedelaugs Oldermandskædes historie fortalt af Arne Hammer

Oldermand Poul Rundquist

Historien om ROSKILDE SMEDELAUGS Oldermandskæde.

 

I Perioden ca 1969 til 1973 var der megen snak om en Oldermandskæde i Smedelauget. Diskussionen var sandsynligvis opstået på grund af, at blandt andre Københavns Smedelaug og Centralforeningen havde en Oldermandskæde og der var netop i tiden omkring 1970 en del samtaler og møder med Københavns Smedelaug. Eksempelvis var der en smule utilfredshed omkring uddeling af medaljer til lærlinge hvor nogle mente at provinsen blev forfordelt.

Men i alle tilfælde besluttede Roskilde Smedelaug på generalforsamlingen, som blev holdt på Hotel Prindsen, fredag den 22. juni 1973 at Lauget skulle samle sammen til en Oldermandskæde. Tilstede ved generalforsamlingen var 13 laugsbrødre ud af 19 laugsbrødre som var statustallet den 1. januar 1973. Oldermand var Boserup Larsen – Bisidderne var Arne Nielsen og Chr. Winckelmann. Det blev besluttet at hver laugsbroder skulle betale 10 kr. ved hvert møde.

Kvartalsmødet den 5 oktober 1973 blev afholdt hos Brd. Nielsen (Arne og Erling Nielsen) Langagervej i Himmelev. Her blev fremlagt et tegnet udkast til Oldermandskæden.

Udkastet var udarbejdet af Sølvsmedemester Franz Magnussen Dronning Emmasvej. Der var en livlig diskussion om symbolernes udseende og den senere Oldermand Tage Henriksen (1975 til 1977) fik ændret lidt på symbolerne og kædens udformning blev som følger:

Oldermandskæden fremstilles som rent håndarbejde i Sterling sølv. På hovedleddet er anbragt vort gamle segl i forstørret udgave og forgyldt og øverst på hovedleddet er anbragt en ambolt. 6 led på kæden viser forskellige gamle redskaber som viser hvem smeden arbejdede for helt tilbage til vikingetiden. Hestesko står for landbruget. Ålejernet står for fiskeriet. Øksen står for skovbruget. Ankeret står for søfarten. Stigbøjlen står for hæren. Nøglen for handlen. Kæden slutter med 2 tandhjulsled som skal markerer maskinindustrien i nyere tid. Nu kunne selve fremstillingen begynde.

Roskilde Smedelaug holdt ordinær generalforsamling fredag den 25. januar 1974 på Hotel Prindsen, 19 laugsbrødre deltog. Efter generalforsamlingen havde Lauget vanen tro inviteret til Vinterfest og herunder inviteret laugsbrødrenes damer. Der blev dengang serveret det usandsynlige store kolde bord med alt tilbehør. Alle laugsbrødre var i mørkt tøj og største parten af damerne var i lange kjoler. Ved denne lejlighed blev oldermandskæden præsenteret og de 2 bisiddere Arne Nielsen og Oluf Christiansen havde æren af at placere kæden på Oldermand Jørgen Honoré Boserup Larsen. Der blev holdt flere taler og de 2 bisidders taler er indsat i protokollen som dækker årene 1907 til 1987.

Generalforsamlingen 1974 og det efterfølgende store kolde bord og overrækkelsen af oldermandskæden husker jeg personligt særdeles godt da jeg netop den dag blev optaget i Roskilde Smedelaug af Oldermand Boserup Larsen. Ved samme lejlighed blev stativet med kobber pladen som forestiller vort gamle segl og samtidig har plads til en hammer overrakt til Lauget af Svend O D Jensen som havde fremstillet det.

Årsagen til at jeg fremkommer med den historie nu er at ved vor generalforsamling i februar 2006 blev jeg gjort opmærksom på at nogle havde spurgt, hvem der havde fremstillet kæden og hvornår var den fremstillet. Det er nu belyst, men hvad kostede Oldermandskæden.

Vor Skattemester Henrik Frandsen havde ikke nogle regnskaber liggende. Så gik turen til Roskilde Lokalhistorisk Arkiv, Eva Tønnesen som jo i 1999 havde modtaget en masse ældre bøger med mere. Alt blev fundet og prisen for kæden iflg. Regnskabet for 1974 viser 3.704,15 kroner. Forsikringspræmien for fane – velkomst og oldermandskæde var 94 kroner/år. I regnskabsbogen står endvidere at 10 kroners indsamlingen havde tilført laugskassen kr. 410. Kundetime prisen for en smed var i år 1971/1972 kr. 28,80.

Arne Hammer 11. Maj 2006                                                                         Smedelaug/kæde