© 2023 Roskilde Smedelaug – Designet af Aveo web&marketing
Smedearbejder fra middelalderens Roskilde: En nøgle, et øksehoved og en saks.
Der er gjort flere fund i tidens løb, som vidner om middelalderligt smedearbejde: Avlsten af klæbersten (fedtsten) eller brændt ler (som man brugte til at beskytte den del af blæsebælgen, der lå nærmest ilden i essen), en smedetang og en smedehammer. De fleste fund er gjort i byens sydlige ende nær nuværende Jernbanegade. Den hed tidligere Smedegade, og denne ende af byen (mod syd, hvor vinden sjældent kommer fra, og i udkanten af byen) var en god placering af de brandfarlige smedjer, som ikke kunne ligge spredt i en by med mange huse af træ og tage af strå. På den anden side bliver Smedegade først en rigtig gade, da volden går af brug. For her lå jo netop volden. Smedegade (navnet ikke kendt i middelalderen) kan have fået dette navn i nyere tid, fordi den løb i det kvarter, hvor der var mange smedjer. Der har mellem 1100 og 1400 været en del smedjer i den sydlige ende af Allehelgensgade – altså nærmest volden. Alle byens smedjer har ikke ligget i byens udkant eller mod syd. Der er faktisk fundet spor efter smedjer mange steder (i alt 11) i byen.
Smedelaugets skrå, laugets vedtægter, er bevaret.
Smedehåndværket hørte også til de fag, der havde væsentlig betydning i Roskilde. Udgravninger i byen har vist, at der var smedeværksteder og boder også i den indre by, selv om der her var risiko for brand fra de glødende esser.
Ikke mindst de seneste 150 års udvikling har haft afgørende betydning for smedefaget, virksomhederne og Smedelauget, som vi kender det i dag. Ny teknologi, fremvæksten af industrien og globaliseringen har radikalt formet smedefaget, uddannelserne og vore virksomheder.
Uddannelsesområdet er en hjertesag for Lauget. Lauget ønsker at sikre, at uddannelsernes faglighed matcher de moderne metal- og produktionsvirksomheders behov.
Roskilde Smedelaug ønsker at styrke og fremme tilgangen til de erhvervsrettede uddannelser. Som led heri har Lauget tidligere gennemført medaljeuddeling hvor medlemmerne kan indstille dygtige lærlinge til medalje. Denne medaljeuddeling er dog midlertidigt sat i bero af forskellige årsager men forventes at blive taget op igen på et passende tidspunkt.
Betydelig magtfunktion
Historien om Roskilde Smedelaug er et vidnesbyrd på Danmarks udvikling fra middelalderen til det moderne samfund vi har i dag. Roskilde Smedelaug udfyldte en ganske betydelig magtfunktion i det Roskildedensiske købstadsmiljø.
Først og fremmest var det et fagligt og socialt samlingssted for byens smede, som var underlagt laugets artikler og regler. Dernæst havde Lauget også magt i forhold til det omkringliggende samfund, da smedemestrene, med den stærke organisation i ryggen, havde monopol på prissætning, og forbeholdt sig retten til selv at uddanne nye svende. Denne magt var ikke altid i bystyrets eller kongens billigelse, idet man snarere ønskede fri konkurrence. I stedet for at søge at justere på prisen, justerede man på tilgangen af nye mestre – dermed blev uddannelse et middel, der kunne sikre laugets dominans.
Smedefaget har altid forstået at tilpasse sig omgivelserne og været omstillingsparate – derfor har smedefagene stadigvæk deres berettigelse og vil således også have det i fremtiden.
Smedenes lavsskrå fra 1491 er stadig bevaret. Det er dog sikkert ikke de første lavsbestemmelser, for smedelavet i Roskilde er sandsynligvis af meget ældre dato. Skråen består af et lille pergamenthåndskrift på 36 sider, der måler ca. 16 x 12 cm. I indledningen bekendtgør byfogeden Henning Jepsen, borgmestrene Jens Kruse og Olaf Jepsen, samt hele byrådet i Roskilde, at de har stadfæstet smedenes lav og den efterfølgende lange række bestemmelser. Disse begynder med en definition af lavets tre kategorier af smede: Grovsmede, klejnsmede og kedelsmede. Alle udøvere af håndværket skulle være medlem af lavet, også kaldet gildet, og sværge over for oldermanden og de andre brødre at overholde lavsskråen. Inden for det første år skulle en nyoptaget smed aflægge mesterprøven, der bestod i udførelsen af et mesterstykke, “mestergerningen”. Grovsmedene skulle udfærdige en økse, en spade og en hestesko. Klejnsmedene skulle lave en slethage, et par bondesporer og et låseblad, mens kedelsmedene skulle lave en kedel så stor som en halv tønde. Prøven blev overværet af fire lavsbrødre, der var udpeget af oldermanden. Hvis det færdige resultat derefter kunne godkendes af samtlige lavsbrødre, skulle den nybagte mester spendere en stor fest for alle lavets brødre og søstre (medlemmerne og deres koner). Selv menuen til festmåltidet er nøje i lavsskråen: ”….tre fad salt mad og tre ferske retter, og brød og smør og ost og hvedebrød og kager, som dertil hører, og tre tønder øl”. Hvis mesterprøven derimod ikke blev bestået, måtte svenden ud at “vandre påny”, indtil han havde lært så meget, at han igen turde gå op til prøven.
Smedenes i alt 65 lavsbestemmelser indeholder desuden en lang række artikler om, hvordan lavsmøderne skulle forløbe. Til de store fester var byfogeden, borgmesteren samt smedenes egen præst, skråpræsten, indbudt. På andendagen efter lavsmødet afholdt skråpræsten en messe, og alle var forpligtet til at betale ham i penning bagefter. Til hæder og ære for lavets skytshelgen Sankt Leo skulle præsten desuden holde messe en gang om ugen hele året. Alle møder i lavshuset blev indledt med en sang for Den Hellige Treenighed, for Jomfru Maria og for Sankt Leo, og dem, der ikke var mødt op, skulle bøde 11 hvid.
Møderne blev ledet af lavets oldermand samt to såkaldte stolsbrødre og gerdemanden. Stolsbrødrene fungerede som oldermandens assistenter, medens gerdemanden skulle sørge for de praktiske ting, som at udstyre lavshuset med hynder og klæder og smykke det med ”maj og græs” til den store majfest. Om vinteren skulle han hente lys, kul og brænde. Under møderne var det endvidere hans pligt at skænke for lavsbrødrene og servere mad for skråpræsten, oldermanden og stolsbrødrene. Hvervet som gerdemand gik på skift mellem lavsbrødrene, og alle var forpligtet til at være gerdemand en tid.
Efter bestemmelserne at dømme kunne det gå voldsomt til, når smedene mødtes til festligt lag i lavshuset. Bøden for at drikke sig så fuld, at man brækkede sig i gildehuset var således en halv tønde øl. Det var også straffen for at “bepisse sit sæde”, og hvis man tissede på en anden, måtte man bøde yderligere en halv tønde øl “hvis han gør det med vilje”. Når gemytterne kom i kog, kunne det ske, at en lavsbroder uddelte en svingende lussing eller “kindhest”, men så vankede en bøde på en halv tønde øl og en alvorlig reprimande. Hvis man væltede en anden ned fra sædet, skulle man betale i skilling. Alvorlige slagsmål søgte man at undgå ved at forbyde lavsbrødrene at bære panser og våben ved møderne. Alligevel kunne det ske, at en drog sit sværd eller kniv eller andet våben i vrede i lavshuset, men så måtte han også bøde en hel tønde øl. Hvis en lavsbroder slog en anden lavsbroder ihjel, blev han udstødt af lavet. Lavet fungerede også som et socialt sikkerhedsnet, og lavsmedlemmerne var forpligtet til at hjælpe hverandre ved sygdom og dødsfald. Problemet med forsørgelse af de efterladte enker søgte lavet at løse ved at gøre reglerne for optagelse i lavet mildere for de svende, der var villige til at gifte sig med en enke. Det krævede dog naturligvis også at enken var villig til giftermålet.
Ved stridsspørgsmål mellem to lavsbrødre eller -søstre søgte man at holde uenigheden inden for lavet, således at sagen skulle bringes frem for oldermanden og lavsbrødrene, førend man gik til byens øvrighed: byfoged, borgmester og rådmænd. Desuden var man forpligtet til at betale i skilling til en lavsbroder, hvis dennes gård eller gods var nedbrændt. Fattige lavsbrødre eller søstre, der ikke havde råd til at betale de faste medlemsudgifter, fik ret til at drikke gratis i gildehuset to gange om året. Hvis et medlem af lavet ville på pilgrimsrejse, skulle de andre hjælpe med et pengetilskud på hver 1 hvid.
Principielt var det kun smede, der havde udført mestergerning, som kunne blive i lavet, men skråen indeholder også regler for behandlingen af lærlinge og svende. For at blive oplært i den ædle smedegerning, skulle svenden spendere to tønder øl til lavsbrødrene. Det kaldtes læreøl. Svenden var herefter forpligtet til at blive hos sin husbond indtil ret skiftedag. Hvis han inden den tid løb sin vej for at søge arbejde i en anden købstad, ville oldermanden skrive til smedene der og advare dem mod at tage svenden i deres tjeneste. Enhver svend skulle have fri to mandage hvert år, nemlig mandagen efter Påskemarkedet og mandagen efter Sankt Olafs dag. Når svenden var udlært, skulle hans husbond betale hans løn. Nægtede han dette, kunne oldermanden og stolsbrødrene gå til smedens hus og udpante ham for det skyldige beløb. Det var desuden forbudt at lokke en dygtig svend fra en anden lavsbroder inden ret skiftedag (stævnedag). Bøden for dette var en tønde øl, og svenden måtte også betale en mindre bøde.
Smedenes lavsskrå fra 1491 var faktisk i Roskilde smedelavs eje indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvor den blev overdraget til Landsarkivet for Sjælland, sammen med et andet vigtigt dokument, nemlig den stadfæstelse af lavsskråen, som selveste kong Hans udstedte i København den 28 december 1492.
Tak til nyeligt afdøde, pensionerede skoleleder Finn Gaunaa for tekst og inspiration til vores historie.
https://www.roskildehistorie.dk/
-En samling af ligesindede med stolte traditioner.
© 2023 Roskilde Smedelaug – Designet af Aveo web&marketing